Læsø Artist in Residence

Kunsten på Læsø har længe været en central og unik del af Læsøs DNA, og igennem snart to århundreder har øen haft stor betydning for nogle af Danmarks største kunstnere.

Ganske særligt er det, at man i dag har genskabt og bevaret Asger Jorns (1914-1973) og Per Kirkebys (1938-2018), to af dansk og international kunsts mest anerkendte kunstnere, unikke og tidligere kunstnerboliger på øen. Her har naturen, roen og fordybelsen og den i perioder ønskede afstand til storbyernes pulserende kunstscener, været essentiel for kunstnerne.

Med Læsø AiR (Læsø Artist in Residence) skal kunstnerboligerne fremover, i samarbejde med en række anerkendte samarbejdspartnere på den danske og den internationale kunstscene, tjene som vartegn for historien om kunstnernes arbejde og ophold på øen, og som fremtidig inspiration og støtte for kommende kunstnergenerationer.

Læsø AiRs formål

Formålet med Læsø AiRs arbejds- og opholdsprogram er at understøtte den kunstneriske proces- og forskningsfase for professionelle billedkunstnere ved at give kunstneren tid, rum og mulighed for refleksion og fordybelse i arbejdet i de unikke og velegnede rammer på Læsø.

Herudover understøtte Læsø AiRs program udvekslingen mellem danske og udenlandske kunstnere og den danske kunstscene. Udenlandske kunstnerne, som tildeles arbejdsophold, vil få mulighed for at deltage i netværksaktiviteter på den danske kunstscene.

Deltagende kunstnere får mulighed for at formidle deres kunstneriske praksis under opholdet.

Læsø AiRs samarbejdspartnere

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Museum Jorn i Silkeborg, Læsø Museum, Statens Værksteder for Kunst i København, Bangsbohave – Asger Jorns tidligere kunstnerbolig på Læsø, Det Kongelige Danske Kunstakademi Billedkunstskoler i København, HDK-Valand – Högskolan för konst och design i Gøteborg og Kunstakademiet ved Universitet i Bergen.

Læsø AiR er i 2023 venligst støttet af

Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Gangstedfonden, Knud Højgaards Fond, Læsø Kommune, Region Nordjyllands Kulturudviklingspulje, Statens Kunstfond og Læsøfærgen.

Ansøgning om arbejdsophold

Ansøgningsfrist for ophold ved Læsø AiR i 2025 annonceres senere.

Ansøgninger skal sendes via det digitale ansøgningsskema på Læsø AiRs hjemmeside www.laesoeair.dk

Arbejdsophold ved Læsø AiR indeholder i 2024

  • Ophold i atelier og bolig i Per Kirkeby og Asger Jorns tidligere kunstnerboliger, Haabet og Bangsbohave, beliggende i naturskønne omgivelser på Læsø
  • Dækning af rejseomkostninger (economy class) Læsø tur/retur
  • Et månedligt stipendium på 7500 DKK/1000 EUR til dækning af leveomkostninger, transport og udgifter til materialer og produktion under opholdet
  • Besøgsprogram i Danmark for udenlandske kunstnere
  • Lokal værts- og vidensgruppe til introduktion og netværk
  • Afholdelse af 1-2 offentlige arrangementer som foredrag, artist talk, open studio, performance eller undervisning som del af Læsø AiR/ Læsø Kunst og Kulturs helårlige arrangementsprogram.

Perioder for arbejdsophold i 2024

Professionelle danske billedkunstnere kan ansøge om ophold af 4 og 6 ugers varighed. Professionelle udenlandske (ikke danske) billedkunstnere kan ansøge om ophold af 12 ugers varighed. Udvalgte kunstnere kan tildeles ophold samtidigt ved ophold på Haabet.

Information om Per Kirkebys tidligere kunstnerbolig, Haabet:

I 1979 besøger Per Kirkeby Læsø. Under besøget spirer interessen for øen og ønsket om her at kunne fordybe sig i det kunstneriske arbejde og i naturen under længerevarende ophold. Senere samme år køber Per Kirkeby og Vibeke Windeløv en andel af Haabet af de daværende ejere, Søren og Inga Rasmussen. I de efterfølgende år er gården ejet af familierne i fællesskab.

I slutningen af firserne bliver den eksisterende plads på Haabet for trang til de store formater, som Per Kirkeby nu arbejdede med på Læsø, og et separat atelier bliver tegnet i samarbejde med arkitekt Ib Rasmussen. I 1989 står det store og smukke atelier klar, opført få meter fra selve gården og med inspiration hentet fra den nordjyske egns hvidkalkede lader.

Efter Per Kirkebys død i 2018, erhverver Læsø Kunst og Kultur i 2019 ejendommen af familien Kirkeby med det formål at drive et arbejds- og opholdsprogram for professionelle, udøvende kunstnere.

www.laesoekunst.dk/laesoe-kunst-og-kultur-2

Information om Asger Jorns tidligere kunstnerbolig, Bangsbohave:

Asger Jorn sidder i et tog den 31. januar 1964 på vej op gennem Jylland. Han møder en gårdejer fra Læsø. Han vil sælge sin gård. Asger Jorn køber ubeset gården Bangsbohave. Sådan starter fortællingen om Asger Jorns tidligere kunstnerbolig på Læsø – en tidligere gård beliggende i området Bangsbo på Læsø. Boligen ombygges med hjælp fra Jorns gallerist Børge Birch, og Jorn har selv udtalt om atelieret på Bangsbohave: ”Mærkeligt nok, men det er egentlig det første atelier jeg har, som er indrettet helt efter mit eget hoved.”Asger Jorn tilbringer særligt sine sidste år i boligen på Læsø, hvor han finder ro og fordybelse til sit arbejde og nærvær med familie og venner.

Kunstnerboligen er en tidslomme med masser af historie og bevaret i den stil, som Jorn skabte på stedet først i 70´erne. Huset består af to soveværelser, en opholdsstue med Jorns oprindelige pejs, et badeværelse med bruser og et køkken. Atelieret er på ca. 50 m2 med stor pejs. Den stråtækte bygning er oprindeligt fra 1800-tallet og i dag bevaret som på Jorns tid, og dermed også uden moderne faciliteter som fjernsyn, opvaskemaskine, vaskemaskine, varmekilder er kun to pejse og nogle el-radiatorer. Der er indlagt internet i huset.

Huset ligger væk fra vejen og giver god ro til fordybelse. Huset ligger på en grund på 25 tønder land, hvoraf 20 tønder land ligger ned mod strandengene. Huset ligger i et naturskønt område. Fra huset er det nemt at komme omkring på øen – enten i bil eller på cykel.

Der tilbydes ophold af en måneds varighed for danske kunstnere i Asger Jorns tidligere kunstnerbolig på Læsø. Et arbejdsophold på Bangsbohave er særligt velegnet for en kunstnergruppe på to, eller to kunstnere som ønsker at arbejde på et fælles projekt eller for en kunstner med familie (udgifter if. med families ophold dækkes af residenten).

Information om Asger Jorns tidligere kunstnerbolig, Bangsbohave:

https://www.jorn-laesoe.dk/index.html

Hvem kan ansøge

I henhold til Læsø AiRs formål kan professionelle danske og udenlandske (ikke danske) billedkunstnere, som kan dokumentere erfaring med udstillinger og tidligere samarbejder med kuratorer på professionelt niveau, søge om ophold ved Læsø AiR.

For danske kunstnere gælder det, at de bor i Danmark og primært deltager på den danske kunstscene, og for udenlandske kunstnere gælder det at de er bosiddende i udlandet og primært deltager på kunstscener i udlandet.

Af pladsmæssige hensyn og for at kunne imødekomme udveksling mellem danske og udenlandske kunstnere modtager Læsø AiR primært ansøgninger fra individuelle kunstnere. Vi arbejder på at udvikle Læsø AIR og imødekomme fremtidige ophold for kunstnergrupper.

De udvalgte residenter vil have mulighed for at medbringe nærmeste familie i en kortere periode efter nærmere aftale med Læsø AiR. Omkostningerne herved dækkes af residenten.

Det er ikke tilladt at medbringe husdyr.

Det er et krav til ansøgende residenter, at de kan tale engelsk.

Krav til ansøgninger til Læsø AiR

  • motiveret ansøgning for ophold ved Læsø AiR
  • min. én soloudstilling/ biennale/ offentlig udsmykning
  • referencer fra 2 professionelle kuratorer

Ansøgningen skal indeholde

  • en motiveret ansøgning (max. 1 A4-side)
  • et cv inkl. min. én soloudstilling/ biennale/ offentlig udsmykning og inkl. kontaktoplysninger på to professionelle kuratorer med kendskab til kunstnerens praksis (max. 2 A4-side)
  • illustrationer af værker, min. fem billeder. Tekst, titler og links kan tilføjes her (max. 5 A4-sider)

Hvordan vil ansøgningen blive vurderet?

Følgende kriterier vil blive prioriteret i vurderingen af ​​ansøgningerne:

– At ansøgerens fremsendte motivation og Læsø AiRs-opholdsprogram er gensidigt relevante. Hovedformålene med programmet er at understøtte den kunstneriske proces- og forskningsfase for professionelle billedkunstnere ved at give kunstneren tid, rum og mulighed for refleksion og fordybelse i arbejdet i de unikke og velegnede rammer på Læsø. Derudover er det også en del af programmet at opbygge nye relationer mellem danske og udenlandske kunstnere.

– At ansøgeren kan dokumentere udstillingserfaring i væsentlige kunstfaglige sammenhænge (dvs. solopræsentationer på museer eller lignende kunstinstitutioner, og/eller deltagelse på biennaler og/eller større offentlige kunstprojekter mv.) og at

– ansøgeren kan dokumentere tidligere samarbejder med kuratorer og kan oplyse navn og kontaktoplysninger på to professionelle referencer, der har kendskab til kunstnerens udvikling og nyere værker på et kunstfagligt niveau samt at

 ​ – ansøgeren har en ambitiøs plan for sit ophold, der viser kunstnerisk kvalitet på et højt fagligt niveau.

Ansøgningerne vurderes af Læsø AiRs kunstfaglige jury:

  • Ellen Hyllemose, kunstner, MFA, Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, Kbh.
  • Sanne Kofod Olsen, mag.art., rektor, Kungliga Konsthögskolan, Stockholm
  • Jacob Thage, seniorforsker, Museum Jorn, Silkeborg
  • Caroline Nymark Zachariassen, cand.mag., kurator, Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Ansøgere vil blive underrettet direkte om juryens afgørelse inden for seks til otte uger efter ansøgningsfristen.

Ansøgningsfrist for ophold ved Læsø AiR i 2025 annonceres senere.

Ansøgninger skal sendes via det digitale ansøgningsskema, som findes på Læsø AiRs hjemmeside www.laesoeair.dk

Historien om kunstnerne på Læsø

Øens isolerede beliggenhed i Kattegat har inspireret kunstnere siden midten af 1800-tallet og frem til i dag. Det intense lys, havet, strandene, engene, klitterne samt de tangtængede huse og den ro og fordybelse øen tilbyder, har givet Læsø en helt speciel plads i den danske kunsthistorie.

Kunstnere har siden guldalderen rejst til Læsø for at skabe kunst, heraf mange af Danmarks og den internationale kunst største mestre. Fra guldaldermaleren Martinus Rørby og den senere P.C. Skovgaard, til Michael Ancher, Viggo Johansen, Laurits Tuxen og Fynbomaleren Johannes Larsen. I 1950’erne fandt modernistiske landskabsmalere som Søren Hjort Nielsen og Johannes Hofmeister frirum på Læsø, og i 1970’erne fik kunstnerbrødrene Arne og Jørgen Haugen Sørensen længerevarende tilknytning til øen. I dag arbejder og opholder bl.a. kunstner og forfatter Erik Steffensen og Absalon Kirkeby sig i længere perioder på Læsø.

I 1964 købte Asger Jorn gården Bangsbohave på Læsø efter sigende ubeset, og indrettede sidenhen gården til både beboelse og atelier. Gården blev Jorns danske base de sidste år af hans liv, frem til hans død i 1973. I slutningen af 1970’erne besøgte Per Kirkeby Læsø, og købte i 1979 boligen Haabet til arbejde og ophold, hvor han gennem knap treårtier arbejdede intenst under sine ophold på Læsø.